Selvhøjtidelig betydning

Ordet selvhøjtidelig refererer til en person, der opfatter sig selv som meget vigtig og seriøs, men som andre måske oplever som overdrevet eller overdrevet stolt af sig selv. Det kan også beskrive en person, der udviser en overdreven respekt for sin egen status eller autoritet. En selvhøjtidelig person kan virke prætentiøs eller selvoptaget.

Eksempler på brug

  • Hans selvhøjtidelige attitude gjorde det svært at arbejde sammen med ham.
  • Hun præsenterede sig selv på en selvhøjtidelig måde, som fik de andre til at rulle med øjnene.
  • Det var tydeligt, at han forsøgte at imponere andre med sin selvhøjtidelige tale.
  • Hun blev beskyldt for at være selvhøjtidelig, men hun mente bare, at hun var principfast.
  • Han gik rundt med en selvhøjtidelig mine, som fik folk til at undgå ham.
  • Det virkede som om, at hun havde en selvhøjtidelig holdning til alt hun lavede.
  • Han prøvede at skjule sin selvhøjtidelige side, men det skinnede alligevel igennem.
  • Der var en underlig selvhøjtidelig stemning i rummet, som ingen rigtig kunne sætte fingeren på.
  • De talte om emnet på en selvhøjtidelig måde, som gjorde det svært at tage dem seriøst.
  • Hans selvhøjtidelige adfærd skabte en ubehagelig atmosfære omkring ham.

Synonymer

  • Overlegen
  • Pedantisk
  • Formynderisk
  • Arrogant
  • Pompøs

Antonymer

  • Ydmyg
  • Beskeden
  • Beskedent
  • Ydmyge
  • Ydmygelse

Etymologi

Ordet selvhøjtidelig har rødder i oldnordisk sjálfr (selv) og middelalderlatin altus (høj) og dignitas (værdighed). Sammensætningen af disse ord skaber betydningen af en person, der opfatter sig selv som værdig, højtidelig og vigtig, og som ofte udtrykker dette på en selvcentreret eller prætentiøs måde.